Wow, sikke en hæsblæsende og atmosfærisk novelle! Jeg fik en rigtig god fornemmelse for hovedpersonens tanker, mens jeg læste. Især sætningen: “Deres bløde øjne, beskyttet af en mur af metal og plastik, stirrede på mig, gennem mig, ind i mig, og jeg rystede” vækkede stor uro i mig. Måske skal det klargøres, hvordan hovedpersonen har en så god tidsfornemmelse? Har vagterne fortalt hende, hvor lang tid hun har været i fangenskab eller har hun selv holdt styr på det? Supergodt skrevet!